Stormende nat

[Roxanne Tiranas]

Det havde været en lang nat, og vinden havde blæst voldsomt. Den havde virkelig leget med Roxannes hår, normalt så elskede hun det, men lige denne nat havde hun hadet vinden, den havde flået i hendes hår, hevet i det.
Nu hev den kun svagt i hendes kappe hun havde gemt sig under.
hun så sig om i den mørke skov, prøvede at finde en vej ud fra den, hun var ved at være sulten og træt, plus hun var kold.
hun holdte kappen tæt ind til kroppen og løftede lidt op i den lasede store kjole hun havde på, den eneste kjole der mindede hende en lille smule om hendes hjem, mest om Aida.
hun stoppede hurtigt op og så op i himlen, lukkede øjnene, tænkte på Aida, hendes barnepige. Den barnepige hun havde haft knyttet et så stærkt bånd til, hende der havde passet hende siden hun var baby, som nu var død på grund af hendes far.
hun lukkede øjnene mere ved mindet om den forfærdelige nat hvor hendes far var kommet ind til dem, alt hvad han havde gjort ved Aida hvorefter han havde prøvet at dræbe Roxanne. en tåre gled ned af hendes kinder hvorefter hun hurtigt tørrede dem væk og fortsatte sin vandring gennem sneen til hun fandt en sti. hun gik roligt med hovedet nedad, så ikke hvor hun gik nu.

[Elizabeth]

Elizabeth hadede at gå igennem skoven når det stormede. Mest fordi at nogle storme var så slemme, at det fik træerne til at vælte, og det sidste hun gad var at skulle ud og fjerne træerne fra omkring hendes hjem. Bortset fra at hun ikke var hjemme endnu. Lige nu var hun på vej hjem, efter at have begået endnu et mord. Et godt betalt mord, men det var et mord og hun hadede hvad der skulle ske bagefter. Oprydningen var altid det værste, fordi så blev man med garanti smurt ind i blod, og det skulle vaskes af og det tog meget, meget lang tid at få blod pletterne af. Den her gang var det bare ekstra slemt. Hun var selv kommet til skade. Ofret havde stukket hende i siden med en kniv, og det ville tage lang tid inden såret helede rigtigt, men det skulle have lidt hjælp til det. Hun gik ikke til en healer, så hellere indrømme foran kongen hvad hun lavede og blive henrettet, nej, hun blev nødt til selv at ordne det. Det ville nok gøre ondt.
Jobbet krævede at man var godt armerede, så derfor gik hun altid rundt med alle sine våben, eller i hvert fald de fleste af dem. Sværdet ved hendes side, buen henover hendes skuldre og selvfølgelig hendes pilekogger og knive siddende i bæltet.
Elizabeth kiggede rundt, for at sikre sig at hun gik den rigtige vej. Det gjorde hun. Men først nu lagde hun mærke til at hun ikke var alene. En pige gik ikke ret langt fra hende, langs stien. Hun skulle selv forbi stien, men ikke følge den. Hun sukkede, men gik videre. Desværre, så hun ikke rigtigt hvor hun gik, så hun snublede over et eller andet og væltede direkte ind i pigen.

[Roxanne Tiranas]

Roxanne vældtede ned i sneen, spærrede øjnene op da hun mærkede Elizabeth falde ind i hende, bange var hun ja og mere bange da hun fik øje på blodet som nu også var plantet på hende. hun krøb sammen i sneen, ligeglad med hvad denen kvinde måtte tænke om hende. hun rystede af angst og prøvede at gemme sig i sit gamle fine tøj som dog var meget lassede nu. hun græd men uden en lyd. minderne vældtede ind over hende, blodet fra øksen hendes mor havde holdt efter faren's forsøg på at slå hende ihjel, og ham der bare lå på gulvet da hun åbnede øjnene.
hun ville gerne råbe op om at denen kvinde der var faldet ind i hende skulle holde sig væk, men der kom ingen lyd ud fra hendes mund. hun lukkede den igen våvede at kaste et blik på kvinden igen.

[Elizabeth]

Elizabeth hørte ikke en lyd komme over pigens læber, men da hun rejste sig så meget at hun kunne se tårerne, fór hun væk fra hende. Hun kiggede overrasket på hende, forstod efter et lille øjeblik at hun havde gjort hende bange, bare ved at brase ind i hende. Eller også var det blodet og våbnene der gjorde det. Uanset hvad, fik det hende til komme på benene og træde nogle skridt væk fra hende. Hun lagde sin hånd henover sit sår og kiggede et øjeblik på hende, inden hun rakte ud efter hende, for at hjælpe hende på benene igen.
”Slap af, jeg gør dig ikke noget,” sagde hun roligt, mens hun greb fat i hendes arm og prøvede at trække hende op at stå igen. Det gjorde ondt, men på den anden side kunne hun ikke lade pigen være herude alene, eller det kunne hun godt, men til hvad nytte?

[Roxanne Tiranas]

hun så på hende i et stykke tid før hun lod hende trække sig op at stå. hun så bare på hende, stadig med de bange øjne før hun langsomt så efter om blodet stammede fra hende selv. hun kunne se hun havde ondt, og pegede nu mod det sted hun mente hun var såret. hun var dog stadig bange men prøvede at tænke på noget andet. hun så på hendes ansigt måske i håb om at se noget velkendt men kunne ikke rigtigt se noget. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre andet end at pege mod såret, skulle hun hjælpe hende? eller skulle hun lade hende klare sig selv? hun bed sig hårdt i læben men der skete ikke noget ved det. hun så ned af sig selv et øjeblik før hun langsomt tog hånden til sig om knugede sin kappe tætter på sig. hun så let rundt før hun så på hende igen, kunne hun sige hende hvilken vej byen lå? uden hun blev nød til at fægte med armene?

[Elizabeth]

Smerten fortog sig ikke efter at hun fik pigen på benene, men i det mindste skulle hun ikke rigtig bevæge sig, nu hvor de begge var kommet på benene og det lod til at pigen spurgte hende om noget. Hun kiggede ned af sig selv og blev først nu klar over hvor meget hun var dækket til med blod, og efterhånden var det sikkert mest hendes.
”Jeg klare mig,” sagde hun roligt og kiggede derefter et øjeblik længere på hende. Var der mere hun ville spørger om? Hun så ikke ilde tilredt ud, men hun lod til at fryse en del, eller også var det bare en mindre hallucination. ”Den vej føre til byen,” hun pegede i den retning hun mente. Hun skulle jo bare følge stien. Hun trykkede en gang på såret, inden hun gik forbi pigen og vinkede uden at se tilbage på hende.
”Farvel,” var det eneste hun sagde, mens hun fortsatte hjem. Hun var allerede rigeligt forsinket, og det sidste hun havde lyst til nu, var at forbløde her ude når hun var så tæt på at være hjemme. Hun krydsede stien og fortsatte længere ind i skoven.

[Roxanne Tiranas]

Hun kiggede roligt efter kvinden, lidt i tvivl om hvad hun skulle lave, eller retter gøre.
hun så mod den vej hun havde peget ud for hende, den vej var byen, hun gik to skridt frem før hun så sig tilbage, hun havde lyst til at råbe stop men der kom inden ord ud af hendes mund. hun løb nu efter kvinden, ikke fordi hun ville hende ondt, men hun ville hjælpe, kvinden var sårede og hun havde brug for en hjælpende hånd. bare hun ikke var så ond som hende mor havde været så var det godt nok. kvinden havde jo allerede vist sig en smule intresandt for Roxanne. hun faldt i sin lange kjole og kom hurtigt op. kvinden var allerede væk fra hendes synsfelt, men hun gav ikke op på grund af netop dette. hun så ned i sneen for at følge sporet af blodet der lå dryppet ned i sneen, ganske få dråber men de var nok til at hun kunne følge efter.

[Elizabeth]

Selvom hun havde brug for alt sit fokus på at komme igennem sneen og hjem, så blev hendes tanker ved med at køre tilbage imod pigen. Hvorfor havde hun været så bange for hende? Altså udover at hun selv lignede en der var kommet hjem fra et mordtogt, hvilket hun nærmest var, men udover det hvorfor frygtede pigen hende så?
Hun stoppede op et øjeblik og trak vejret hårdt og langsomt et par gange, inden hun kneb øjnene en smule sammen for at se hvor langt der var til hendes hjem. Der var ikke så langt igen. Hun kunne allerede se hyttens skikkelse, hvilket ville sige at hun snart kunne få ordnet sit sår. Det eneste problem var at hun ikke havde lyst til at røre sig mere. At stå stille var en befrielse for smerterne, eller i hvert fald de store smerter. Elizabeth kunne stå sådan i alt evighed, hvis det ikke var fordi hun fik en underlig følelse af at blive forfulgt. Hun vendte sig om, kiggede nøje rundt, inden hun fik øje på en skikkelse der nærmede sig. Det ene af hendes øjenbryn hævede sig da hun så hvem det var. Hvorfor havde pigen fulgt efter hende? Et spørgsmål der nemt kunne blive besvaret, hvis hun blev stående og ventede, der var bare noget der sagde hende at pigen ville følge efter hende, om hun stod stille eller bevægede sig var vel lige meget. Dog stod hun stillede og ventede på hende.

[Roxanne Tiranas]

Der gik ikke lang tid før Roxanne kom op til hende, hun stod lidt før hun langsomt løftede blikket og så på hende, hun var bange jo, men også venlig, hvertfald lige nu. hun så roligt på hende før hun langsomt så forbi hende mod den hytte/hus hun var på vej imod, hun regnede med at det var hendes. hun så på hende igen og begyndte at gøre tegn til at hun bare skulle gå videre, og at hun ville hjælpe hende. hvad skulle hun gøre for at hun gik ind i huset, hun kunne intet sige. hendes tanker kørte på højtryk og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre udover at holde armen ud mod huset som for at sige hun skulle gå derind.

Hun så på hende og med et fik hun et flachback, så for sig selv Aida igen, den Aida hun havde elsket så højt. hun legede med hende, hjalp hende med at få koncentrationen på noget andet end hendes ben hun havde slået. hun blinkede hurtigt med øjnene og så bare på Elizabeth.

[Elizabeth]

Elizabeth kiggede længe på pigen, inden hun blot smilede en smule og begyndte at gå videre. Hvem skulle have troet at hun ville få selvskab? Det havde hun ikke selv regnet med, men det kunne godt være at det var noget hun fik brug for. Måske ikke så meget selvskabet, men hjælpen til at, standse blødningen og lukke såret. Hun stoppede op og samlede en håndfuld sne op, som hun lagde henover såret. Det skulle gerne holde det stangen, selvom det var iskoldt og ikke særlig smart. Hendes blik flakkede lidt omkring, inden hun blot rettede blikket imod målet, som hun nu havde nået. Hun lukkede pigen ind og derefter sig selv. Bolten blev sat på døren og selvfølgelig låst, bare for at sikre sig ingen kom ind.
De var trådt direkte ind i stuen. Der var ikke meget. Der var en pejs, to stole, lidt uld på gulvet og to store kister, hvor den ene var fyldt med våben og den anden var fyldt med forbindinger, urter og en masse andet hejs.
Elizabeth tændte op i pejsen, så varmen kunne brede sig i det kolde lokale.
”Bare gør dig selv komfortable,” mumlede hun, mens hun åbnede kisten med urter, for at finde det hun skulle bruge til at standse blødningen.

[Roxanne Tiranas]

Roxanne så roligt på hende, havde fulgt med ind i huset og stod nu og så rundt før hun fulgte Elizabeth med øjnene. langsomt gik hun hen til den kiste hun havde åbnet og så på urterne, hun lavede en hånd bevægelse for at sige hun skulle sætte sig hen på en stol. hun selv begyndte at åbne døre for at finde køkkenet, og da hun fandt det skyndte hun sig bare der ind. fandt en gryde og puttede vand i. kiggede på det lille komfur før hun tændte op i det og satte vandet over. hun kiggede efter ting hun kunne bruge til at hjælpe sig lidt og endelig fandt hun hvad hun søgte. klude, de var gode nok. hun skyndte sig derefter ind til hende igen for at række hende kludene, hun skulle jo holde blødningen på plads så hun ikke mistede så meget blod, og ikke gå rundt. bare hun nu gjorde det så Roxanne kunne finde nål og tråd, og nogen healene urter.

[Elizabeth]

Det at pigen gjorde håndbevægelsen til at hun skulle sætte sig ned, fik hende til at se en smule skeptisk ud. Dog gjorde hun som hun fik besked på. Normalt ville hun ikke have tilladt det, men siden at hun ikke var i nogen kondition til at kunne diskutere, gjorde hun blot det som hun havde længtes efter i noget tid. Sidde ned i den mest behagelige stol hun ejede. Nogen gange var det bare skønt at sidde der foran pejsen og slappe af. Pejsen var ikke tændt. Skønt, så skulle hun vel også gøre det. Elizabeth kom langsomt på benene, satte sig foran pejsen og prøvede at få gang i den, mens hun lyttede efter hvad pigen lavede ude i hendes køkken. Hun kunne høre at der blev kogt vand, egentlig ikke rigtig var nogen overraskelse, eller måske lidt. Da hun havde fået gang i pejsen, kunne hun høre at pigen var på vej ud til hende. Hun nåede lige at sætte sig i stolen igen, da pigen kom til syne. Blikket fulgte nøje pigen, så hun ikke pludselig blev overrasket af noget. Uden at sige noget, tog hun imod kluden, men kiggede på den i lidt tid inden hun fattede hvad hun skulle gøre. Hun sukkede, og tog jakken af, for derefter at gå i gang med at knappe skjorten op. Helst så hun at hun ikke skulle gøre det foran en fremmed, men hun havde ikke rigtig noget valg. Det ville kun blive sværere at helbrede såret hvis tøjet var i vejen. Da skjorten var åbnet, tog hun den af, men bandt den rundt om sin brystkasse så intet var vist. Kluden blev presset imod såret.

[Roxanne Tiranas]

Hun fandt hurtigt det hun skulle bruge og så hurtigt på Elizabeth med et lille smil før hun skyndte sig ud i køkkenet igen med urterne. langsomt hældte hun vandet over i en skål hun hurtigt havde fundet og skar urterne ud, en fordel ved at bo i naturen var at man hurtigt lærte sådan noget at kende. hun nikkede let af sig selv før hun langsomt lagde de små blade ned i vandet. hun ventede på at vandet begyndte at få en anden farve. hun gik hurtigt tilbage til stedet hvor hun fandt de urter for at finde nålen. hun fandt hurtigt en nål og ledte så videre efter en tråd som hun fandt kort tid efter. hun skyndte sig ud i køkkenet igen også på vandet, langsomt lod hun nålen dybbe ned i vandet så den lige kunne blive renset og få noget af det smertestillende vand på sig. hun gik ind lagde nålen på en anden klud hun havde med og gik så ud igen for at hente skålen.

[Elizabeth]

Elizabeth hverken smilede eller gjorde en anden form for mine til pigen. Hendes ansigt var en maske af ingen ting, der kom ingen følelser forbi den forsigtige lagte maske. Dog var hun nysgerrig efter at vide hvad hun lavede derude. Normalt brugte hun de hurtige metoder hvis såret var slemt, men pigen ville måske undgå at hun fik et ar? Tanken om det, fik hende til at røre arret der kørte henover hendes ansigt. Det ar var et minde, som hun knap nok huskede ret tydeligt, og ikke rigtig havde tænkt over før. Normalt tænkte hun ikke tilbage, hun fokuserede mest på de ting der rent faktisk skete omkring hende, eller også forestillede hun sig bare det som man kaldte for varme, være over alt omkring sig på jorden. Ilden ville aldrig kunne leve frit, det ville i hvert fald være svært med den kulde der levede på jorden.
Hun kunne høre pigen rumstere livligt i køkkenet. Enten tog hun det her seriøst, eller også nød hun lidt at være ude i køkkenet. Hun var ikke sikker, men det kunne vel også være lige meget.

[Roxanne Tiranas]

hun kom roligt gående ind igen og stillede skålen ved siden af det andet, så roligt på hende før hun langsomt gjorde tegn til at hun skulle fjerne kludene som var over det blodige sår. hun skulle jo rense det først.
hun satte sig selv på hug ved hendes side, ikke et ord kom fra hende eller nogen lyd, hvad skulle hun også sige? hun kunne jo ikke snakke. hun så op på hendes ansigt et øjeblik, aret skramte hende ikke, hun havde oplevet noget der var langt værre end dette her. hun vendte igen opmærksomheden mod det hun skulle arbejde med.
hun havde lyst til at spørger hvordan det gik til, men kunne ikke, hun havde lyst til at spørger hvad hun hed, og fortælle sit eget navn, men at være stum, eller blive stum var det værste man nogen sinde kunne blive, mente hun, hun kunne høre alt omkring sig, forstå det, men uden at svare på noget.
Enda hvis hun endag ville få en kæreste ville hun aldrig kunne fortælle ham at hun elskede ham, eller skændes med ham over de mindste ting, for hvem kunne forstå hende? hun ville fægte rundt med armene istedet, blive helt rød i hovedet hvorefter hun så ville græde.

hun sukkede let før hun langsomt lukkede øjnene et øjeblik for at tænke klart igen, det var en smule rart med et selvskab, når hun nu var så vandt til at leve i naturen blandt farlige dyr, og så til og med et selvskab der lod hende hjælpe istedet for at blive sure over at hun ikke kunne snakke, det var bedre end stilhed blandt træerne.