|
Post by Elizabeth on Aug 9, 2011 15:38:29 GMT 1
Kluden blev fjernet da hun gjorde tegn til det, selvom hun måtte indrømme at hun nærmest var for træt til at gøre det. Hvis hun faldt i søvn, var der måske en mulighed for at hun ikke ville vågne. Hun havde mistet en del blod, så derfor turde hun ikke tage chancen. Desuden havde hun en gæst, og det ville måske være uhøfligt at falde i søvn, det var bare ikke det der gjorde at hun forholdte sig vågen. Selvom pigen hjalp hende, stolede hun ikke hundrede procent på hende, som så mange andre måske ville gøre. Hun var bare ikke helt ligesom andre. Det at pigen ikke sagde noget, generede hende ikke. Hvorfor skulle det også det? Hvis hun ikke kunne, så kunne hun ikke. Hvis hun ikke ville, så ville hun ikke. Elizabeth hældte mest til det med at hun ikke kunne. Noget havde gjort hende tavs, måske for evigt, måske for en kort stund, men tavsheden lå i hende og det var der nok ikke lige noget at gøre ved. Der var ingen grund til at blive vred over noget, der kun var lidt beroligende for hende. ”Hvis jeg fortalte dig grunden til at jeg er såret, så ville du ikke være her,” mumlede hun stille. Der var ingen grund til at skræmme hjælpende væk, når hun desværre havde brug for den. Hun hadede at være hjælpeløs.
|
|
|
Post by Roxanne Tiranas on Aug 9, 2011 15:52:41 GMT 1
hun så roligt op på hende igen før hun så på såret, tog en ren klud før hun dyppede den i vandet, langsomt lod hun den dubbe på såret for at se hvor slemt det var først, for så derefter at kunne rense det mere. hun nikkede let til hende da hun talte, trak en smule på skuldrene, hun vidste ikke helt om hun skulle blive i forvejen, men hvor slemt kunne det være? der var jo mange mærkelige ting i verden. hun gjorde et lille tegn til hende, et 'rolig nu' tegn eller hvad man kunne tage det som, men hun prøvede bare at sige at hun lige skulle tage det helt roligt for der var nok noget der ville gøre ondt om lidt.
hun vendte igen opmærksomheden mod såret før hun lod to fingre plaseret lige på hver side af såret, parat til at åbne lidt op så hun ville kunne se om der var sket nogen skade, eller om der var noget derinde der ikke skulle være der.
langsomt lod hun kluden blive dybbet ned i vandet igen før hun lagde den lige under såret så hvis der løb noget blod ud, ville det ikke løbe ned af hende, og så ville hun også kunne se om der kom noget andet ud end der skulle, jord, eller andre ting. der var jo så meget der kunne komme med ud hvis hun var faldet, eller havde været i et værksted.
|
|
|
Post by Elizabeth on Aug 9, 2011 17:05:15 GMT 1
Hun var stille. Der var intet hun kunne sige, og der var intet hun rigtig kunne gøre, udover at gøre hvad pigen sagde til hende. Hendes tanker blev mere klare da kluden blev duppet imod hendes sår. ”Av for…!” sagde hun, men blev siddende hvor hun var. Alt adrenalinen der havde været i hendes blod tidligere, var forsvundet som dug fra solen. Hun var bare træt, alligevel forholdte hun sig så vågen som muligt, imens at såret blev undersøgt. Godt nok var den pige dygtig til det hun nu gjorde, men for en i helvede det gjorde ondt! Hvis ikke det var fordi at hun nu bed sig hårdt i læben, ville hun nok råbe af hende. Når det kom til at myrde var hun kold, men lige så snart det var hende selv der var kommet til skade var hun da noget af et klynke dyr. Syntes hun i hvert fald selv. Medmindre hun var i så meget chok, at hun ville overkomme det. ”Lad mig gætte, jeg skal sidde helt og aldeles stille,” sagde hun og prøvede at grine lidt. Det var på en måde lidt sjovt, på en syg måde. Hun kommer til skade, og skal have hjælp. Hun får hjælpen, og så klynker hun over smerten. Hun var virkelig ikke rigtig sig selv lige nu.
|
|