En lang nat

[Roxanne Tiranas]

Det havde stormet i flere dage, folk havde haft svært ved at få mad på bordet, plus at kongens mænd kom forbi byen mange gange nu hvor stormen tog meget.
Mange folk var begyndt at være utilfredse med alt i sådan en periode.
Roxanne som allerede var så utilfreds som hun kunne blive valgte dog at besøge byen på en dag hvor sneen foj om hovedet på hende, og vinden der legede med hendes hår. hun lukkede øjnene og nod vinden der grab fat i hendes hår, for hende var det en blid bevægelse, mens det for andre var en bidene kold storm.
hun stod lidt ude for byen nu og lod vinden tage fat i hendes hår, føre det rundt omkring sig før hun langsomt åbnede øjnene og så om, langsomt grab hun selv fat i sit flyvske hår og gemte det inde bag sin hætte der beskyttede hende mod at blive genkendt, selvom der nok ikke var nogen der genkendte hende.
Hun så mod et hus hvor lyset strålede kraftigt ud fra, langsomt trådte hun nærmere for at se på det, men stoppede hurtigt igen, tænkte tilbage på sin egen famile, det hjem hun havde haft.
Tænkte på Aida, som hun havde elsket som en mor. en tåre gled ned af hendes kind men tørrede den hurtigt væk og så rundt i den snedækkede by, hun gik langsomt frem før hun gik hen til en rude, bankede på, dog med hovedet sænket. hun havde jo været her før, så hvorfor skulle de ikke kunne huske hende? og hvis de gjorde var det ikke som hertuens datter, men som sneskovlern der aldrig snakkede.

Vinduet blev åbnet og en Gammel mand tittede ud med hovedet, så ned på hende før han gik ind igen. der gik ikke mere end fem minutter før han kom tilbage og sendte hende et skarpt blik. "Tøs.. Du skal huske at komme tilbage med skovlen.. Skovl min have og sti fri så jeg kan komme ud imorgen.. Så vil min kone måske lave noget mad til dig." hans stemme var skarp og som et piskesmæl. hun nikkede let før hun langsomt tog skovlen og vendte sig om. Vinduet bag hende blev lukket hvorefter hun langsomt gik igang med at skovle, dog uden nytte.
Det var ikke engang aftensmads tid og sneen faldt tungt ned over hendes hoved og tyngede hende ned og hver gang hun fik noget sne væk fra den sti der førte væk fra huset blev stedet fyldt med et nyt lag sne.

Hun sukkede og havde lyst til at græde, råbe på hjælp fra nogen, nogen der måske vidste hvad hun havde været udsat for, nogen som bekymrede sig om hende, eller bare en som kunne tage sig af hende, en hun kunne arbejde for måske.

Efter en times tid var hun helt gennemblødt af sneen og hun frøs en smule, langsomt satte hun skovlen fra sig og så op i himlen. Det ville blive en meget lang nat hvis hun ikke fik noget hjælp, og hun ville dø inden næste morgen hvis hun fortsatte så våd som hun var nu.

[Jason Menters]

Lyden af prustende heste, latter og snak brød stilheden. Jason red roligt på sin hesten som ikke uden besvær trampede sneen ned. Hans følge af mænd var alle muntre tiltros for den bidende kulde. Som sædvanligt var det arbejdet der havde bragt følgen ud, men denne gang ikke for at dræbe eller gå i kamp, men for at opkræve skatter. Hesten travede videre, pløjede sig gennem sneen og standsede på et tidspunkt pludseligt. Jason kastede et blik frem for at se hvad der havde fået kræet til at standse og opdagede at der var noget underligt ved vejen. Han løftede hånden så soldaterne gjorde holdt, og en tavshed sænkede sig mens alle tog sig til våbnene ”Det er vist en ujævn grund, vi går en bue rundt om” lød hans rolige klare stemme. Igen gav han hesten sporerne og den satte sig i bevægelse igen.

De red i endnu et godt stykke tid og nåede snart skoven, de red gennem den, da Jason vidste at der lå nogle huse ved udkanten af skoven. I skoven var det ikke just let at bevæge sig og flere gangen måtte de standse, tjekke vejen og forsætte igen. I sidste ende nåede de ud på den anden side, og han kunne takket hver sit skarpe syn se et hus i nærheden. Han satte kursen mod netop dette hus, og da de nåede tæt på lød en mandestemme. Soldaterne tog sig atter til deres våben men Jason gjorde tegn til ikke at gøre noget. Han red videre hen til huset og holdt hesten an ude foran haven. Her kunne han se en pige, drivvåd, med en skovl i hånden og som skovlede sne af vejen. Han steg af hesten, rakte ud efter sværdet som han havde hængene på hesten og spændte det rundt om livet. Efterfølgende gik han op mod huset med to mænd efter sig. hans ene hånd hvilede på sværdfæstet, den anden hang ned langs siden.

[Roxanne Tiranas]

Roxanne så hurtigt op da en mand kom tætter på huset, hun så roligt forbi ham og så på de soldater der fulgte med, hun havde været parat til at begynde at skovle igen men nu var hun stoppet helt op, hendes øjne gled over de mange soldater og tilbage til denne mand, han så en smule anderledes ud, hvem var han mon.
hun så roligt på ham, om han var på vej lige mod hende eller mod huset, hun prøvede at tyde hvad de lavede der, og det gik hurtigt op for hende at det var skatterne der skulle hentes.
hun vendte hurtigt blikket mod sneen igen og tog fat i skovlen og begyndte at skovle endnu engang. prøvede at lægge krafterne i så hun kunne komme væk, hun boede der jo ikke, så måske krævede de også skatter fra hende, og hun ejede intet. hun lukkede øjnene hurtigt før hun igen så på hvad hun lavede, bed sig selv i læben før hun langsomt stoppede op igen, hun frøs helt ind til knoglerne nu, og hendes læber begyndte at bløde.

hun lukkede øjnene endnu engang og mærkede hvordan blodet løb ned af hendes læber og ned af hagen før det frøs til, var det virkeligt så koldt? åbenbart, eller så var hun selv ved at være isende kold. hun rystede af kulden og prøvede at trække kappen tætter om sig selvom den var drivende våd var den et skjold mod den nyfaldene sne.

[Jason Menters]

Jason standsede foran kvinden mens hans mænd fortsatte op mod huset. Han betragtede hende roligt mens hun arbejdede og afbrød ikke hendes arbejde. Selv frøs han ikke, hans påklædning holdt ham varm, desuden var han varulv, de væsner havde varmere kroppe end almindelig folk. Han bemærkede at hun bed sig i underlæben, men hvor hårdt hun bed til vidste han ikke, åbenbart hårdt nok til at der kom hul på læben for lugten af blod fik hans soldater til at trippe utilfredse. I mellemtiden havde hans soldater bankede på døren hos ejeren af huset og opkrævet skatter. Manden var straks blevet bleg og var kommet med undskyldninger men uden held.

Jason lagde en hånd over skovlen hun brugte og forhindrede hende derved i at skovle videre. ”Du bor her ikke..” sagde han med sin rolige sprøde stemme, ikke i et spørgsmål, men i en konklusion. Hans blik hvilede roligt på hende, forlod hende ikke, og han knap blinkede. Hans øjne bar en snert af rød, hans yder var tiltalende tiltros for hans øjne, men selvom hans yder var tiltalende, så var hans indre noget andet.

[Roxanne Tiranas]

hun stoppede op da han havde forhindret hende i at arbejde videre, langsomt løftede hun blikket for at kigge på ham. *bare han ikke kender mig, bare han ikke ved hvem jeg er* hun så roligt på ham før hun langsomt så ned igen før hun prøvede at få fat igen, ligesom for at sige at hun skulle altså arbejde. hun så dog hurtigt op og mod manden af huset da han nu aflevrede sine penge til disse soldater, langsomt fulgte hun ham med blikket, løftede hånden og lavede et tegn til ham, han så hende vidst ikke for han var hurtigt gået indenfor igen. hun vendte blikket mod Jason igen og stod bare stille før hun prøvede at bevare roen indeni, hvad ville han sige nu, hun svarede ham jo ikke, og var han en af disse folk der blev sure over dette? hun sænkede hurtigt blikket igen og tørrede det størknede blod væk fra hagen. hun så mod ham i smug før hun bare vendte hovedet væk og bukkede sig ned og fjernede sten under sneen istedet, så de ikke var i vejen når hun nu gik igang igen.

[Jason Menters]

Hun svarede ikke, hvilket var dumt, for man gjorde klogt i at svar ham eller blot nikke eller ryste på hovedet. Han bemærkede at hun gjorde tegn til manden, hvorfor ikke bruge kæften når nu hun havde sådan en? Var hun stum eller hvad? det var nu mere end flygtig tanke som han i første omgang ikke hæftede sig ved. Da hun blot fortsatte sit arbejde og helt ignorerede ham begyndte han at blive irriteret. skødesløst og uden at tage hensyn til at det faktisk var en kvinde han havde med at gøre sparkede han til hende ”Jeg snakkede til dig tøs!” sagde han med en advarende tone. hun måtte hellere være forsigtig, for Jason her var en samvittighedsløs mand der uden problemer ville lade hans mænd tage sig af hende, og med det mente han ikke kun dræbe hende, først voldtage hende, så torturere hende for derefter at pine hende til døde.

[Roxanne Tiranas]

hun stoppede hurtigt op og så nu på ham, hendes øjne var vidt åbne og skrægslagen, hun sank en klump før hun langsomt rettede sig op, hun lagde langsomt hænderne over hinanden og så på ham, hun lavede en sukkende lyd før hun langsomt før hun langsomt rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål, hun så hurtigt ned igen, bare han nu ikke spurgte hende om hvor hun boede, for dette kunne hun slet ikke svare på, ikke på nogen måde, hvertfald ikke så han kunne forstå det.

hun så på sin kjole før hun rettede på den børstede sneen af og så langsomt op på ham igen.
"Tøs kom så igang ikke stå der og hæng.." stemmen stoppede hurtigt da manden havde set hvem hun stod sammen med og krøb hurtigt tilbage i huset, han havde blot haft åbnet et vindue for at råbe ud til hende.

hun rystede helt igen, denne gang af andet end bare kulden, angst, hun var bange for ham hun stod overfor og bange for at lade vær med at arbejde, men hvad skulle hun gøre når denne mand forhindrede hende i at arbejde.

[Jason Menters]

Han så ned på hende idet hun rystede på hovedet og himlede med øjnene. han satte sig på hug foran hende ”Stum?” spurgte han blot for at være på den sikre side, hun var… for tavs. Hun sagde jo nærmest ikke en lyd, selv når hun sukkede var hendes suk næsten lydløse. Ved lyden af bondeknolden hævede Jason blikket og mødte hans blik hvilket fik ham til at forsvinde og lukke vinduet efter sig ret så hurtigt. ”Fjols” mumlede han og vendte atter blikket mod pigen der rystede, nok mere af bare kulde nu. han nød synet af frygten der nærmest lyste ud af hendes øjne.


///sorry min krea er død.. så det blev kort

[Roxanne Tiranas]

hun så langsomt op på ham efter at havde kigget ned i sneen i et stykke tid, nikkede så let før hun langsomt klappede med hænderne for at få varmen, hun børstede kappen lidt af igen og prøvede at dække sig til, det var ikke til at se mere, men hvis man studerede hende nøje havde hun en 'fin' kjole på, den var dog bare hullet og lasset nu. hun så på denne mand med et lidt bange blik, hvad ville han ikke spørger om eller gøre. hun vendte blikket væk og så på huset et øjeblik, tænkte så det ud til før hun igen så på ham, hun var jo helt stoppet med at arbejde og kunne ikke rigtigt komme igang, plus hun var ved at være sulten, samtidig med at hun var kold som is. hun rystede en andelse igen før hun langsomt prøvede at se om der var noget andet hun kunne lave for at få varmen.

En duft af hønsekøds suppe fløj gennem luften fra det lille hus efter at et vindue var blevet sat på krog og Roxanne vendte hurtigt blikket i den retning, hun var så sikker på hun ikke ville få noget mad nu, hun kendte jo denne familie, og de var ikke rare, hun sukkede næsten uden en lyd før hun langsomt vendte blikket mod ham igen. så tilbage på soldaterne der var på deres pladser igen og ventede.